Region Sjælland vedtager råstofplan med fokus på genanvendelse

Regionsrådet i Region Sjælland har vedtaget Råstofplan 2026, som skal sikre forsyningen af råstoffer til byggeri og infrastruktur i de kommende år. Samtidig lægger planen op til et markant skifte mod mindre forbrug af nye materialer og øget genanvendelse.
Et centralt mål er, at genanvendte materialer i 2032 skal dække 20 procent af det samlede råstofforbrug. Ifølge regionsrådsformand Trine Birk Andersen er det nødvendigt at tænke anderledes:
"Vi kommer ikke uden om, at der fortsat er brug for råstoffer til at bygge og vedligeholde vores samfund. Men vi skal bruge dem langt klogere. Derfor sætter vi med Råstofplan 2026 et klart mål om, at genanvendte materialer skal dække en større del af forbruget. Vores udviklingsprojekter viser, at det kan lade sig gøre. I konkrete anlægsprojekter kan råstofforbruget reduceres med op til 90 procent."
Planen har været i offentlig høring og modtog 406 svar, som især pegede på bekymringer om støj, trafik og natur. Ifølge Trine Birk Andersen har svarene været med til at forbedre planen:
"Når der graves efter råstoffer, påvirker det mennesker og lokalområder. Det skal vi tage alvorligt. Derfor er vi også glade for de mange høringssvar. De viser et stort engagement og har været med til at kvalificere planen."
Derudover indføres krav om tidligere dialog med borgere, før der søges om gravetilladelse. Det skal skabe bedre løsninger lokalt, understreger udvalgsformand Bruno Jerup:
"Jeg er særligt glad for, at planen sætter fokus på tidligere og bedre dialog. Råstofindvinding kan skabe bekymringer lokalt, og derfor er det vigtigt, at borgere og andre berørte bliver inddraget tidligt. Det giver bedre processer og bedre løsninger."
Faktaboks: Råstofplan 2026
- Forsyningshorisont på ca. 13,7 år
- 9 nye graveområder (heraf 7 udvidelser)
- 7 nye interesseområder
- 287 hektar nye graveområder
- Reduktion på 61 hektar i forhold til høringsforslag
- Mål: 20 % genanvendte råstoffer i 2032
- Krav om tidlig dialog før ansøgning om gravetilladelse






Accepter kun nødvendige cookies